Boganmeldelse | Planlægning | Scientific thinking | Supply Chain

Anmeldelse af “Introduction to Supply Chain” af Joannes Vermorel

Alexander Ibsen, Partner i IVB, Master i skat, LL.M, cand.merc.(jur.)

Ahn Louise

januar 12, 2026
Anmeldelse af “Introduction to Supply Chain” af Joannes Vermorel

Introduktion

Joannes Vermorel er stifter af supply chain softwarefirmaet Lokad.

Da jeg læste hans bog “Introduction to Supply Chain” studsede jeg over titlen. Det giver mere mening, når man ved, at bogen oprindelig var tiltænkt internt brug og rettet mod Lokads såkaldte supply chain scientists.

Når man læser bogen finder man ud af, at Vermorel bruger termen “supply chain” om det, jeg vil kalde “supply chain planlægning”.

Det er spændende læsning, for Vermorel gør på mange måder op med gængs tænkning. Og han har gode pointer.

Indhold

Bogen tjener især to formål. For det første får man et indblik i de tanker, der ligger bag Lokad’s løsning. Og for det andet får man udfordret sin tænkning om supply chain-planlægning.

I de første kapitler gennemgår Vermorel definitioner, historik, og tilgange til supply chain-planlægning.

Dernæst diskuterer han supply chain-planlægning fra et økonomisk perspektiv, som er hans fundamentale tilgang. Han mener, at alt kan oversætte til pengemæssig værdi, og så handler det om at lave en optimering af denne værdi.

I den næste del kommer der kød på med kapitler om information, intelligens og IT-systemer. De følgende kapitler behandler usikkerhed og beslutningstagning under usikkerhed.

Kapitlet om usikkerhed er bogens vigtigste. Heri præsenteres to fundamentalt forskellige syn på fremtiden. “The teleological vision” repræsenterer den tænkning, der er fremherskende i dag. Det står i modsætning til “the rugged vision”, som Vermorel er fortaler for. Her håndteres usikkerhed ikke ved tidsrækker med punktestimater, men i stedet med en probabilistisk tilgang med uendeligt mange fremtidsscenarier.

Den sidste del af bogen handler om implementering af IT-løsninger med fokus på den tilgang, som Lokad benytter. En spændende diskussion er “Adversarial market research” som alternativ til de klassiske RFI/RFP/RFQ-processer, som Vermorel mener er dysfunktionelle.

Der står ikke Lokad nogen steder i bogen, men det er meget klart, at det er Lokads tilgang, der beskrives.

Stil

Joannes Vermorel har en meget kompromisløs stil. Han siger meget klart, hvad han mener, og han lægger ikke fingrene imellem i forhold til at kritisere eksisterende praksis.

Boger er præget af Vermorels matematiske baggrund, og han er skarp på definitioner. Han argumenterer for, hvorfor han siger, hvad han gør, og så kan man være enig eller uenig.

Til tider bliver det lidt indforstået, hvis ikke man har en matematisk/datalogisk baggrund.

Diskussion af indhold

Jeg kan godt lide ambitionen om at automatisere operationel planlægning med brug af matematisk optimering.

Jeg var så heldig at besøge Joannes Vermorel og Lokad i november sidste år, og jeg er meget imponeret af den platform, de har bygget. Bl.a. er jeg helt enig i tilgangen med at planlægningslogikken kodes specifikt til den enkelte kunde, og at man ikke tror at et standardsystem kan planlægge automatisk for alle supply chains.

Vermorel er en af de skarpeste personer, jeg har mødt. Og jeg er langt hen ad vejen enig med ham.

Han har ret i at rigtigt meget kan modelleres, og så længe vi kan lave en tilstrækkeligt god model, kan vi skabe store gevinster med en sådan tilgang.

Han har dog også blinde vinkler. Hans tro på, at alt kan modelleres matematisk, så vi bare kan sætte en maskine til at beregne den rigtige beslutning, er jeg ikke enig i. Og selv om det i princippet var rigtigt, er det ikke sikkert, at vi kan formulere den rette model. Især når der er tale om et miljø, hvor rammerne ikke er stabile.

Jeg selv er optaget af, hvordan den matematiske optimeringstanke kan spille sammen med gode flow-principper. Misforstået matematisk optimering kan modarbejde godt flow, men designet rigtigt kan det komplementere hinanden.

Lokads tilgang virker bedst på det operationelle niveau, hvor man optimerer inden for de givne rammer. Men jeg mener, at den kommer til kort, når man i stedet vil optimere på rammerne. Det kræver indsigt og kreativitet, som matematiske modeller ikke kan levere.

Endelig er der Joannes Vermorels afvisning af KPI’er som relevante. Han kan have en pointe i, at et givet serviceniveau ikke nødvendigvis er optimalt. Men omvendt kan optimering af penge kan ikke stå alene. Vi er nødt til at følge relevante KPI’er for at se om forretningen fungerer tilfredsstillende. Hvis vi har optimeret de operationelle beslutninger, men dette optimale resultat ikke er tilfredsstillende, så er vi nødt til at vide det og se på, hvad der skal gøres.

Konklusion

Jeg er som sagt ikke 100% enig i alt, hvad Joannes Vermorel skriver, men især hvis man holder fokus på operationel planlægning, giver det meste mening.

Bogen er ikke perfekt, og den kan ikke stå alene. Især savner jeg alternativer for virksomheder, der ikke har budget til at købe Lokads software eller tilsvarende.

Men du bør tage bogen på din læseliste, hvis du interesserer dig for supply chain planlægning og vil udfordres.

Bedømmelse: 5 ud af 5 for at give stof til grundig eftertanke